Grundejerforeningen har stort set bevaret al dokumentation lige siden starten i 1965. Det blev til mange støvede ringbind. I 2015 benyttede bestyrelsen lejligheden til at få dokumenterne scannet, så de blev tilgængelige for grundejerforeningens medlemmer.
Lige nu findes de i et elektronisk arkiv, men vil gradvist blive blive tilgængelige på Grundejerforeningens hjemmeside.
Som en start kan du læse om forholdene som feriegæst i Østre Lyng i slutningen af 1950’erne ifølge journalisten Nan Henningsen:
Artikel fra Demokraten Weekend 1958
Ta’ mig som jeg er…!
Er der nogen, der kan huske INGEBORG? Den INGEBORG, der sammen med sin mand JAKOB ordnede næsten alt for en voksende flok sommerhusejeren på Skærby lyng og plantage ved Nykøbing Sjælland? Vi skrev om hende for 3 år siden. Året efter døde hun og JAKOB var alene på det lille brug. BITTEN den yngste af deres syv børn, blev ganske vist hjemme hos ham mens hun var forlovet og giftede sig kort efter. JOKOB forærede hende en hjørnegrund i bryllupsvade, så hun kunne bo dér sammen med sin mand og sin lille pige på 10 måneder, BIRGITTE, Jakobs ét og alt.
Vi traf Jakob på kartoffelmarken, den eneste mark, han har tilbage nu:
– Vi ville gerne have et bilede af dig og Birgitte, kan det lade sig gøre, Jakob?
– Jae det ka’et vel! Skal jeg giftes?
– Nej, helst ikke
– Nå, så tag mig, som jeg er! Hun er ellers en dejlig unge – og kvik. Der er sgu ingen af mine egne, der har været så kvikke som hun.
Blæsten står stiv omkring Bittens nye hus og krøllerne flyver om hovedet på Birgitte, der sidder på bedstefars arm. Så er det overstået, og vi går med Jakob over til kartoflerne igen.
– Er det virkelig al den jord, du har tilbage, Jakob?
– Ja, det er det såmænd. Jeg solgte en det for 2 år siden og lidt i fjor.
– Men kartoffelmarken beholder du?
– Næh, det gør jeg såmænd ikke. De vil ha’ 400 kroner i ejendomsskat af mig for den bid jord. Det er den rene tilsætning. Jeg sælger den nok ….
– Hvad koster den?
– Ja, se der er budt på den, så du får den ikke, men de, der skal ha’ den, skal ikke gi’ mere end 75 øre alen. Jeg solgte den for 50 øre alen for 2 år siden, så jeg synes dårligt, jeg kan være bekendt at tage 1 krone i år.
– Så har du ikke mere jord?
– Næh, men jeg har min aldersrente. Jeg får godt 300 i måneden, og så er der terminspengene fra dem, der har købt jord…. Jeg klarer mig sgu bedre nu, end jeg nogensinde har klaret mig før ….
– Kommer her stadigvæk mange folk, ligesom da Ingeborg levede?
– Uha ja, der kommer snarere flere. Se, da det begyndte med jer københavnere, det var vel lige i begyndelsen af krigen, da var der kun 5-6 familier, alle jer nede på “Ingeborgvænget”. I fik jeres kartofler og æg her og en kylling nu og da ….
– Ja, og vi strøg i jeres stue og barberede os ved stikkontakten ….
– Jae, men se det er nu lavet om, for i de sidste år har de pænt måttet bruge stikkontakten ude hos grisene. Vi ku’ sgu ikke ha’ alle de folk inde i stuen, vi sku’ jo osse være der sel’. Det er ellers flinke folk nok – de fleste af dem ….
– Hvor mange er der nu?
– Ja, det er svært at sige, jeg har sgu ikke talt dem …
Som de fleste landmænd med jord ved kysten, har Jakob på Skærby Lyng stykket ud, set sine marker skrumpe ind og sommerhuse i alle tænkelige størrelser skyde op – i år er der kun kartoffelstykket tilbage, og Jakob er blevet sommerhus-far til 1000 mennesker.
Vi prøver at gøre det op , og det skal nok passe, at da Ingeborg døde for 2 år siden, var der vel 50 familier foruden de lejere, de havde i sommerens løb. Nu er der måske 100 huse, tæt omkring Jakobs gård, mange på hans gamle marker, og med 3-4 skift lejere, skal det nok blive over 1000 mennesker, der i denne sommer vil gøre sig et ærinde eller mange – indenfor på den lille gårdsplads.
– Kan jeg få ti æg, Jakob? Spørger en ung slank pige med kunstfærdigt opsat hår og småbitte shorts.
– Det ved jeg sgu ikke.
– Har du ingen?
– Måske, men jeg lægger dem sgu ikke selv, og alle kommer rendende her og vil ha’ æg.
Der var ti og sikkert flere endnu.
– Hvad ta’r du for dem, Jakob?
– 25 øre. Er det for meget?
– Næh, tværtimod! De er jo store – og nylagte.
– Det er nok osse for lidt, men det er nemmest at regne med 25 øre.
– Tjener du slet ikke på dem?
– Er du tosset? Ved du hvad hønsefoder koster?
Vi forlod emnet.
Sommerhusene ligger som sagt tæt omkring gården og grunde op til 2.500 alen (knap 1.000 m2) – nogle endda meget mindre – og kvaliteten af husene er højst varierende. Der er alt fra godt byggede bjælkehuse til de utroligste skure, der minder om ulovlige sommerhus- eller helårsbebyggelse ude på Vestamager. Skure midt på åbne brakmark smækket sammen af forhåndenværende materialer: træ, eternit og tagpap i en “skøn” og højst tvivlsom forvirring. Efter princippet: et sommerhus må ha’ en dør og et par vinduer og inden døre skal senge vel helst kunne stå der, og et bord skal man vel have og sidde ved og nok osse et par stole. Lidt “abstrakt” tapeter, blomstret plastikbetræk og mønstrede plastik gardiner i skrigende farver fuldender “hyggen”. Gang, døre, vinduer og møbler kan vel købes billigt, når et kolonihavehus nedlægges, eller når folk i Københavns omegn bygger helårshus på den tidligere sommerhusgrund. Det hele køres op på en lastbil og smækkes sammen på stedet, og så flytter man ind. Det vil sige, det er skam ikke ejeren, der flytter ind. Huset er beregnet til udlejning, og for 20-25 kvadratmetre “klamphuggeri” efter ovenstående recept er det virkelig stadig muligt at forlange og få 120-130 kroner om ugen!
Jakob fatter ikke, at nogen vil bytte deres gode lejlighed i byen med sådan et “skur”, selv om kun for lige et par uger eller tre. Hans kommentar er omtrent sådan:
– Det er sgu mig, der får vrøvlet, og de kommer her og spørger, om jeg ka’ skaffe dem noget af det! Jeg udleverer nøglerne, men det er osse det hele, resten må de sgu sel’ klare.
Jakob har ganske rigtigt intet ansvar for husene og det er kun ren og skær elskværdighed, og fordi traditionen nu engang er skabt, at han udleverer nøgler. Han har osse telefon, og derfor er stedet blevet en blanding af telefonkiosk, barberstue, fragtmandscentral, postkontor og meget mere, som det nu er. De fleste husker at betale for telefonen, når de har lånt den., men nogen glemmer det – eller “glemmer” de??? Fragtmanden kommer med møbler, madrasser, cykler, kufferter med mere eller mindre fuldstændige adresser. Så står det på Jakobs gårdsplads, indtil nogen kommer og beder om det. Er det tunge ting, er Jakob nu ikke bleg for at hjælpe dem ned til huset. Det er et farligt mas, synes han da det er. Ville han undvære det? Ingeborg mente sagtens hun kunne, da vi spurgte hende for tre somre siden, men var det helt sådan? Deres varme, hyggelige modtagelse af alle, de kender lidt til, tydede på noget ganske andet, og som Ingeborg i sin tid kan Jakob osse lide at slå en sludder af og brokke sig lidt over de tossede københavnere!
Skrevet af NAN HENNINGSEN (freelance journalist for Demokraten Weekend)